Forside
Håndværker
Kontakt os
Om renoveringspuljen
Presse
Nyhedsservice
Boligforbedringer.dk logo

Sådan søger du

06.04.2009 20:03

Det er vigtigt, at du sætter dig ind i hele forløbet fra den første kontakt med en håndværker til, at du står med et færdigt byggeprojekt. Denne tjekliste består af 9 trin og det er først på trin 6, at du er klar til at ansøge om tilskud. Så læs den grundigt igennem som noget af det allerførste.
Et godt tip er at printe denne tjekliste ud, så du har den lige ved hånden!

1Undersøg reglerne først
Start med at sætte dig grundigt ind i reglerne for tildeling af tilskud. Bor du i lejebolig, ejerlejlighed eller andelsbolig skal du huske at undersøge, om du ifølge lejeaftale eller vedtægter for ejer- eller andelsforening har ret til at udføre det renoveringsarbejde, som du vil søge tilskud til. Du skal også sikre dig, at dit projekt overholder bygningsreglementet. Spørg eventuelt din håndværker til råds.

2Indhent tilbud
Inden du søger, skal du indhente et tilbud fra håndværkeren til dit renoveringsprojekt. Du kan maksimalt bruge 3 håndværkerfirmaer til arbejdet, men du kan også vælge at få et samlet tilbud på renoveringsarbejdet fra ét håndværkerfirma. Du skal kun vedhæfte det eller de tilbud, som du har valgt til at udføre arbejdet - ikke konkurrende tilbud. Husk at få CVR-numre fra det eller de firmaer, som du vil benytte, da du skal bruge CVR-numre i selve ansøgningen.

3Tilskud til energibesparende materialer
Det er muligt at søge om tilskud til visse energibesparende materialer, men vær opmærksom på, at der kun kan opnås tilskud, hvis arbejdsløn til håndværkerne indgår i det renoveringsarbejde, som du søger tilskud til. Du kan ikke søge tilskud til materialer alene. Få eventuelt hjælp til de tekniske krav hos din håndværker. Se listen med krav til materialer på Hvad kan du søge til? Vær opmærksom på, at arbejdsløn skal udspecificeres i tilbuddet, og hvis du søger tilskud til materialer, skal materialerne og materialeprisen være anført tydeligt i tilbuddet.

4Scan dine tilbud
Har du modtaget dine tilbud fra håndværkerne i papirform, skal du scanne dem ind, så du kan vedhæfte dem i din digitale ansøgning. OBS! Kun elektroniske ansøgninger med vedhæftede tilbud er gyldige og kan sendes. Udprintede skemaer fra systemet, der afleveres med post eller personligt, er ugyldige og afvises. Du kan på Hvilke formater kan bruges? se en liste over, hvilke formater du kan bruge. Vær opmærksom på, at tilbuddene tilsammen maksimalt må fylde 10 MB.

5Tekniske krav til din computer
Der stilles en række tekniske krav til din computer, når du skal åbne det digitale ansøgningsskema. Det er derfor en god ide at undersøge, om du har de rigtige programmer installeret, inden du logger på. Har du fx den rigtige browser, og er der installeret Flash på din computer? Du kan læse mere om de tekniske krav og få gode råd til, hvordan du opgraderer din computer på Tekniske krav

6Nu er du klar til at ansøge (OBS! Det er ikke længere muligt at indsende en ansøgning til renoveringspuljen)
Når du klikker på "ANSØG NU" nedenfor, åbner et nyt browservindue, hvor du skal oprette dig som bruger. Kort efter vil du modtage en e-mail med dit brugernavn og din adgangskode, og så er du klar til at logge på og starte med at udfylde din ansøgning. Du vil finde hjælpetekster, som guider dig igennem forløbet inde i selve ansøgningsskemaet.

Det er vigtigt, at du giver dig god tid til at udfylde din ansøgning samt vedhæfter de rigtige dokumenter. Så undgår du fejl, der forsinker din ansøgning eller gør den ugyldig. Hvis der er for mange fejl i din ansøgning, kan du risikere at den bliver afvist.

7Vent med at sætte arbejdet i gang, til du har modtaget et tilsagn
Når du har indsendt din ansøgning, modtager du en e-mail med en kvittering som bekræfter, at din ansøgning er modtaget. Vær opmærksom på, at det kun er en kvittering og ikke et tilsagn, så vent med at sætte arbejdet i gang, til du har fået endeligt svar på din ansøgning. Så snart du har modtaget tilsagn om tilskud, kan du gå i gang.

8Betal håndværkeren din andel, når arbejdet er udført
Når renoveringsprojektet er færdigt, betaler du håndværkeren din andel af regningen (hele beløbet minus det beløb, som du har fået tilsagn om til den pågældende håndværker).

9Udlever tilsagnsnummer og underskriv erklæring
Til sidst skal du give håndværkeren tilsagnsnummeret og en underskrevet erklæring på, at arbejdet er udført og, at du har betalt din del af regningen. Håndværkeren skal bruge både erklæringen og tilsagnsnummer, når han skal have udbetalt den sidste del af regningen fra renoveringspuljen. Erklæringen kan være skrevet på et separat stykke papir, men du kan også underskrive fakturaen. Det er op til dig og håndværkeren.

 

 

OBS!
Det er ikke længere muligt at indsende en ansøgning til renoveringspuljen. Der er stoppet for ansøgninger, da vi forventer, at puljens midler er brugt op, når de allerede indsendte ansøgninger er behandlet.