Hvor finder du ansøgningsskemaet?
Du ansøger ved at sende et digitalt ansøgningsskema direkte her fra hjemmesiden eller ved at ringe til 38 88 88 88 og bestille et trykt ansøgningsskema.
Hvad skal du gøre først?
Før du kan søge om tilskud, skal du indhente et konkret tilbud på opgaven hos en momsregistret håndværker. Du kan ikke søge om tilskud til gør det selv arbejde. Det er en betingelse for tilsagn, at arbejdslønnen er udspecificeret i tilbuddet.
Selvom der kun gives ét tilsagn om tilskud pr. bolig, så kan hver ansøgning omfatte op til tre tilbud fra forskellige håndværkere, fx en VVS-mand, en elektriker og en snedker. Du skal kun indsende det eller de tilbud, du har valgt - ikke konkurrerende tilbud.
I ansøgningsskemaet skal du vedhæfte tilbuddet fra håndværkeren.
Når du har modtaget tilsagn om tilskud fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, kan håndværkeren gå i gang med arbejdet.
Et tilsagn fra Erhvervs- og Byggestyrelsen vedrører kun tilskud og er ikke ensbetydende med, at du har fået eventuelle nødvendige tilladelser, fx en byggetilladelse. Det er derfor dit ansvar som ansøger at sikre, at det projekt, som du søger tilskud til, er lovligt i forhold til fx bygningsreglementet, og at du har indhentet de nødvendige tilladelser.
Tilsagnet bortfalder, hvis arbejdet ikke er afsluttet inden for seks måneder. Der vil ved særlige omstændigheder blive mulighed for forlængelse af afslutningsperioden med to måneder.
Når du skal indgå aftale med en håndværker
Det kan være en god idé at benytte en standardaftale som udgangspunkt for en aftale mellem dig og håndværkeren.
Når du bruger en standardaftale, er du sikker på at huske at tage stilling til de vigtigste spørgsmål i forbindelse med den aftalte opgave.
Aftalen skaber klarhed om ansvar, tidsfrister, og fastlægger både procedure for aflevering af opgaven og procedurer, hvis der er fejl eller mangler i forbindelse med renoveringsopgaven.
Du kan finde standardaftalerne AB 92 og ABT 93 på Boligejer.dk. Her kan du også finde en standardiseret forbrugeraftale, som er udviklet af Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forbrugerrådet, Dansk Byggeri m.fl.
KONTAKT OS
OBS!
Det er ikke længere muligt at indsende en ansøgning til renoveringspuljen. Der er stoppet for ansøgninger, da vi forventer, at puljens midler er brugt op, når de allerede indsendte ansøgninger er behandlet.