Hvor lang tid skal du vente på svar?
Når du har indsendt ansøgningsskemaet med alle de nødvendige oplysninger og vedhæftet tilbud fra håndværker, modtager du en kvittering for, at Erhvervs- og Byggestyrelsen har modtaget ansøgningen. Kvitteringen er ikke udtryk for tilsagn. Et eventuelt tilsagn om tilskud modtager du først, når ansøgningen er behandlet.
Først når du har fået et tilsagn fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, kan arbejdet gå i gang.
Hvis du får afslag, kan din planlagte renoveringsopgave ikke opnå tilskud. Du kan naturligvis stadig bede håndværkeren om at udføre opgaven, men kan ikke få tilskud til arbejdslønnen fra renoveringspuljen.
Erhvervs- og Byggestyrelsens afgørelse er endelig og kan ikke ankes.
Hvordan udbetales tilskuddet?
Tilsagn om tilskud gives til den boligejer, boliglejer eller andelshaver, som indsender en ansøgning. Men selve tilskuddet udbetales direkte til håndværkeren fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Du skal derfor betale håndværkeren 60 % af den samlede arbejdsløn. Det gælder for beløb op til 37.500 kr. Den del af beløbet, der overstiger 37.500 kr., skal du selv betale 100 % for. Du betaler håndværkeren din del af arbejdslønnen, når arbejdet er udført korrekt. Og du giver håndværkeren en underskrevet erklæring på, at arbejdet er udført, og at du har betalt din andel af regningen.
Hvis du har fået tilskud til materialer, skal du betale for 80 % af materialeudgiften op til 50.000 kr. Den del af materialeudgiften, som overstiger 50.000 kr., skal du selv betale 100 % for.
Håndværkeren kan herefter få udbetalt den resterende del af arbejdslønnen fra renoveringspuljen, når han indsender erklæringen på arbejdets udførelse til Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Kan du udskifte håndværker undervejs?
Du kan som ansøger vælge en anden håndværker end den, som har afgivet tilbud, til at udføre arbejdet. Arbejdet må dog ikke skifte karakter, og der kan kun udbetales det tilskud, som der er givet tilsagn om, også selvom arbejdet bliver dyrere end oplyst i ansøgningen.
Hvis du bliver uenig med en håndværker?
Erhvervs- og Byggestyrelsen, har ikke ansvar for, at samarbejdet mellem en ansøger og en håndværker om et tilskudsfinansieret arbejde fungerer. Og i tilfælde af uenighed mellem de to parter henvises til almindelig retspraksis.
SKAT
Tilskuddet er skattefrit, men af hensyn til kontrol med håndværkerfirmaerne kan oplysninger om tilskud blive videregivet til SKAT
KONTAKT OS
OBS!
Det er ikke længere muligt at indsende en ansøgning til renoveringspuljen. Der er stoppet for ansøgninger, da vi forventer, at puljens midler er brugt op, når de allerede indsendte ansøgninger er behandlet.